KNIVFØDSEL - EN NOVELLE OM ET ONDT BARN

Novellen 'Knivfødsels', som er skrevet af Sven Holm i 1989, handler om et barn, der bliver født på et provinsbyshospital. Barnet er født med en række unormalheder - såsom tre tunger, seks fingre på hver hånd og ingen tæer på fødderne overhovedet. I starten er lægerne optimistiske og siger, at det er småting, som de sagtens kan rette op på, men på et tidspunkt opdager de på encephallogrammet, at barnet er født ondt. Herfra ændrer lægerne holdning, og de giver udtryk for at situationen er anderledes og værre end før. Barnets forældre vil ikke blande sig i, hvad der sker med barnet, så de og lægerne lader det dø.

Det var et kort resumé af novellen, og helt ærligt… Hvad er det for en tankegang? Jeg ved godt, at novellen er fiktiv, men den provokerer alligevel og sætter nogle tanker i gang. Barnets ondskab bliver beskrevet som et usædvanligt tilfælde, men grusomheden er åbenbart tydelig nok for lægerne. Det, at encephallogrammet ikke vil holde sig inde for apparatets rammer, fortæller lægerne, at barnet er ondt, og barnets førhen harmløse unormalheder bliver pludselig betragtet som ”dæmoniske”.

Et fremprovokeret spørgsmål lyder: kan man fødes ond? Var Hitler født ond? Var Osama Bin Laden født ond? Er Anders Breivik født ond? Kristendommen giver et meget tveægget svar på dette spørgsmål: børn er syndige allerede før fødslen men er samtidig et symbol på renhed og uskyldighed. Hvordan kan børn være begge dele? Og hvordan kan lægerne i novellen beslutte sig for at diagnosticere barnet som ond?

Novellen viser tydeligt et synspunkt, som vi kender fra etologen og dyreforskeren Konrad Lorenz, som argumenterer for, at der bag menneskets ondskab gemmer sig en medfødt og spontan aggressionsdrift - denne drift er imidlertid ikke en drift, der er ond i sig selv. Ondskab er altså medfødt. Personligt hælder jeg mere til psykoanalytikeren Carl Goldbergs teori om, at opvæksten og miljøet påvirker barnet og kan gøre det ondt. Men hvad der er rigtigt og forkert er ikke videnskabeligt bevidst, så hvordan kan vi egentlig vide, hvad der er det rigtige?